Guides

Tre oplevelser på storbyferie i Belfast

Overvejer du storbyferie? Så er pulserende Belfast ikke et dårligt valg. Nordirlands hovedstad ved Lagan-flodens bred har rigtig meget at byde på på trods af sit begrænsede indbyggertal på lige omkring 500.000. Den irske by, som ligger i naturskønne omgivelser, har stor historisk, kulturel og politisk betydning. Belfast er desuden en overskuelig storby, som sagtens kan opleves til fods.

Du kan ofte finde billige flybilletter til Belfast, og da rejsetiden fra Danmark er kort, er byen en oplagt destination til en forlænget weekendferie. Byen, som i sin tid var en af frontløberne for den industrielle revolution og hvor Titanic blev bygget, har i dag et stort udvalg af gallerier, museer, teatre, barer og restauranter i absolut topklasse for den moderne storbyturist.

I årevis var Belfast præget af konflikten mellem katolikker og protestanter. Denne konflikt er heldigvis ikke længere synlig i gadebilledet og du vil opleve en by, som er levende, i udvikling og sætter pris på turismen. Det er en traditionel arbejderklasse by, men på samme tid også meget moderne og med helt fremme på områder som f.eks. uddannelse og kunstscenen.

I nedenstående får du tre gode bud på ting, du bør opleve på din næste storbyferie i Belfast.

Titanic Belfast Maritime Museum

Som nævnt tog den tragiske historie om Titanic sin begyndelse i netop Belfast, da skibet blev bygget og søsat i byen. På Titanic Belfast Maritime Museum kan du blandt andet blive klogere på historien om Titanic og den arkitektoniske perle af et museum ligger faktisk på grunden, hvor skibsværftet (Harland & Wolff), som byggede Titanic i sin tid, havde til huse.

Selve museumsbygningen, der i sin arkitektur sjovt nok har mange lighedspunkter med et isbjerg (selvom hensigten er at imitere stævnen på 4 skibe), slog dørene op for de første besøgende i 2012 – præcis 100 år efter Titanics fatale forlis. Hele historien om verdens nok mest omtalte skib fortælles i en række interaktive gallerier med fokus på konstruktionen af skibet, søsætningen, det luksuriøse interiør, forliset i 1912, fundet af selve skibsvraget i 1985 – såvel som de mange myter.

På museet kan man også opleve SS Normadic, som er det eneste bevarede skib fra rederiet White Star Line. SS Normadic blev i sin tid anvendt til at fragte passagerer til Titanic. Gå en tur på dækket af SS Normadic og mærk historiens vingesus.

Belfast Castle

En anden must-see turistattraktion i Belfast er byens vartegn Belfast Castle, som troner sig over hovedstaden. Udsigten fra slottet er fabelagtig, og for den historieinteresserede er der desuden også masser af kød på denne attraktion.

Slottet ved Cave Hill, som blev opført i 1862, er efterfølgende blevet renoveret i en årrække frem til 1988. På slottet finder du en række permanente udstillinger, som blandt andet giver indsigt i, hvem der tidligere har boet her. Desuden er der i området omkring slottet mulighed for at udforske det rige dyre- og planteliv.

I slottets victorianske kælder kan du få stillet sulten med alt godt fra det lokale irske køkken og om aftenen kan der på slottet opleves traditionel irsk underholdning og musik. For de mindst findes der ved slottet en god legeplads.

Belfast Castle ligger cirka 10 minutter i bil fra det centrale Belfast. Der er både gratis indgang og parkering.

Belfast Botanic Gardens

Den sidste anbefaling på liste over gode turistattraktioner i Belfast har fokus på Belfasts botaniske haver, som åbnede for offentligheden helt tilbage i 1895. Området, som har gratis entré, er et overflødighedshorn af tropiske planter, men byder desuden også på en god museumsoplevelse.

I haverne kan du blandt andet opleve kanelplanter, orkidéer, bananpalmer, slyngplanter, træbregner, skulpturtræer og tropiske blomster. Rammer du Belfast Botanic Gardens på det helt rigtige tidspunkt, kan du også være heldig at få en god koncertoplevelse med i bagagen.

Tæt ved indgangen til Belfast Botanic Gardens ligger det gigantiske museum Ulster Museum med sin flotte udstilling af blandt andet botanik, arkæologi og kunst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *