Rejser

Rejse til Japan i januar 2016

Jeg vil gerne dele min oplevelse med 14 dage i Japan i januar 2016.

På en 2 måneder lang tur rundt om jorden fik vi 2 uger i Japan. De første 2 dage blev brugt i hovedstaden Tokyo og de sidste 12 på at stå på ski og snowboard i Myoko Kogen-området i det vestlige Japan. Det var en stor oplevelse og Japan er den mest anderledes destination, jeg har haft fornøjelse af at rejse til.

Jeg gjorde mig en række ”opdagelser” på turen – du får dem i listeform herunder:

Hoteller i Tokyo er dyre

Det første vi gjorde i Narito Airport udenfor Tokyo var at købe et hotelværelse. Det skulle vi nemlig have for at komme igennem kontrollen. Og vi blev hurtigt overraskede over, hvor meget det koster at bo på hotel i Tokyo.

Selv de billige hoteller står dig i cirka 8-900 kroner per nat og opefter. I London, Paris og mange andre byer kan du få et lignende hotelværelse for det halve.

Vi lejede et hotelværelse i 2 nætter på et APA-hotel beliggende udmærket inde i byen. Det stod os i 900 kroner per nat. Og det var 11 kvadratmeter.

11 kvadratmeter er virkeligt lidt.

Der er en seng og et lille toilet. Vi kunne ikke have vores kufferter fladt liggende på gulvet, for det var der ikke plads til. De stod på højkant.

Det går nok, for vi var jo ikke meget på hotellet – men det er stadig noget andet, end du får i det meste af Europa i hvert fald.

Tokyo er verdens vildeste by

Pladsen bliver brugt godt i Japan.
Pladsen bliver brugt godt i Japan.

Tokyo er verdens største – og vildeste – by. Der er 37 millioner mennesker i byen, der fylder lige så meget som hele Sjælland.

De har dog undgået at lave en betonjungle som Sao Paulo i Brasilien eller Bangkok i Thailand. Tokyo er i de seneste 100 år blevet ødelagt 2 gange; først ved jordskælv i 1923 og senere ved 2. Verdenskrig i 1945.

Den er siden da bygget op i et imponerende tempo. Der er kæmpe bygninger overalt. Fast ejendom er penge værd og selv, hvor der er en lille smule plads, bliver der bygget høje bygninger, folk kan bo i.

Bare det at gå rundt i Tokyo er en imponerende oplevelse.

Alt i Japan betales med kontanter

Imponerende er det til gengæld ikke, at du skal betale næsten alt med kontanter – og at du med et udenlandsk hævekort alene kan hæve i 7-11, når du finder sådan en.

Selv vores ophold til 10.000 kroner – cirka 175.000 yen, et stort seddelbundt – betalte vi kontakt, da vi kom til vores skisportssted.

Det er reglen nærmere end undtagelsen, at du ikke kan betale med kort. Så husk kontanterne. Du kan samtidigt glæde dig over, at der næsten ingen voldskriminalitet er i Japan.

Sushi kan også være kedeligt (og billigt)

I Danmark forbinder vi sushi med noget mere spændende. I Japan er det daglig spise. Det betyder to ting:

Sushi i Japan er billigere, samtidigt med, det ikke er helt lige så spændende. Du kan få en god omgang for cirka 100 kroner, men det er bare ris med fisk. Ingen flammer, spændende krydderier og saucer. Med mindre, du betaler for det.

Og det kan blive dyrt, for Japan er et af de få lande i verden, hvor leveomkostningerne er højere end Danmark.

Offentlig transport spiller 110 %

Shinkansen i Japan - Hurtigtoget.
Shinkansen i Japan – Hurtigtoget.

I Japan er et tog forsinket, hvis det afgår mere end 2 minutter efter, det skulle. Det er 15 minutter i Danmark. Hvis det er forsinket i Japan, uddeler personale små sedler, du kan give til din arbejdsgiver, så han kan se, hvorfor du kommer for sent.

I Tokyo by spiller transporten bare. Det kommer til tiden, koster ikke meget, du stiller dig i kø og kan bare regne med alt. Det er befriende i forhold til DSB i Danmark.

Fantastisk kultur

Og så har Japan bare en vild kultur.

Den er opsummeret til få minutter med denne YouTube-video:

Alt ved Japan er spændende, fordi de er så anderledes. Jeg har set mange dokumenterer og videoer fra VICE om landet siden da. Og jeg glæder mig til næste gang, jeg kommer til Solens Rige.

Japan er for vildt. Hvis du selv kunne tænke dig en rejse til Japan kan du finde et stort udvalg af spændende rejser her.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *