Rejser

Edinburgh – Den smukkeste hovedstad jeg har været i

Gæsteindlæg fra Sander Grønlund.

Jeg elsker at rejse. Og jeg elsker alle delene ved at rejse. Alt lige fra turen til lufthavnen, opvarmningen med en ekstrem dyr pizza eller hotdog, når man er kommet igennem security checket, til førstehåndsoplevelsen af hotelværelset, når man første gang åbner døren ind til sit midlertidige hjem. 

At rejse byder ofte på så mange oplevelser, så det til tider kan være svært at holde styr på, hvad man egentlig har set på sine rejser. For at komme det “problem” til livs, kan det hjælpe at skrive om sine ture. Derfor vil jeg gerne fortælle dig om den hovedstad i Europa, jeg indtil videre vil kåre som den absolut smukkeste.

Sander Grønlund er ung iværksætter, bor i Slagelse og blogger på SanderG.dk. Her har han skrevet flere brugbare guides til rejsende, herunder om at holde gang i økonomien (link). Nærværende indlæg er skrevet efter Sanders egen rejse til Edinburgh.

Den flotteste hovedstad i Europa

Når jeg ikke bruger min tid på at arbejde og tjene penge på nettet med min virksomhed, sørger jeg for at komme så tit afsted til andre lande, som overhovedet muligt. I løbet af det sidste års tid har jeg været af sted hele syv gange, og jeg glæder mig allerede til næste tur.

En af de rejser, der dog står klarest i min hukommelse (på trods af det absurd gode øl) er min tur til Edinburgh, som jeg var så heldig at opleve i et par dage med min søster.

Allerede da vi ankom til byen med bussen fra lufthavnen, var jeg solgt. At en millionby kunne se så elegant ud, omringet af bjerge, monumenter, kirker og flotte bygninger var fortryllende. Bevares, København er også flot, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Men Edinburgh er i mine øjne bare lige niveauet over.

Bo i den nye eller gamle bydel

I Edinburgh kan du vælge at bo i den gamle eller den nye bydel. Vi valgte et meget lille hotel i den gamle bydel (Grassmarket Hotel), og vi kunne faktisk ikke bo meget mere centralt. Vi boede klods op af Victoria Street, som blandt andet er blevet kendt for at give inspiration til J.K. Rowlings Diagon Alley fra Harry Potter bøgerne.

Derudover var der meget kort afstand til nogle af byens populære spillesteder, cafeer, pubs og restauranter, og det virkede næsten som om, at ligegyldig hvor i byen du boede, var du i gå-afstand til det hele. Det har jeg ikke før oplevet, og det var virkelig rart ikke at være afhængig af et tube-system, som man blandt andet er, hvis man vil have en chance for at opleve noget i London.

Billige flybilletter – men halvdyre hoteller

Vi valgte at bo på hotel, da vores AirBnB-aftale gik i vasken kort før afgang. Vi fortrød det dog ikke, men prisen var en anelse spicy. Dog er det nok normen for langt de fleste hoteller rundt omkring i Europas storbyer.

En klar fordel var dog, at flybilletterne var utroligt billige. Vi kom af sted fra Kastrup for få hundrede kroner med Ryanair, og lufthavnen lå kun en halv times kørsel væk. Det var ganske nemt at booke lufthavnstransfer via et eksternt busselskab (Airlink Service 100), som blandt andet tilbød gratis wi-fi under hele turen.

Så hvis du vil opleve en fantastisk storby, med god øl, en lufthavn tæt på, flinke folk og masser af oplevelser, så bør du ikke snyde dig selv for en tur til Edinburgh.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *